Som mentor og vejleder har jeg til opgave at få mennesker til at føle sig trygge, så de tør sige det, der ligger dem allermest på sinde: Det pinagtige, det flove, det irriterende, det pinlige – alt det man tror alle andre mennesker, kollegaer og naboer har styr på i deres tilværelse. Det kan handle om så forskellige ting som en fyring, skriveblokering, eksamensangst, skilsmisse, misbrug eller dårlig økonomi, men fælles for temaerne er, at det kan være svært at snakke med andre om. Familie og venner er fulde af gode råd eller medlidenhed, men det er ikke altid kun det, man har brug for, når livet byder på transition. I overgange mellem forskellige faser bliver vi som mennesker udfordret på vores identitet, så en samtale med en neutral vejleder, coach eller rådgiver, der netop ikke kender dig personligt, kan være en hjælp og en øjenåbner.

Med den parallelle samtale mener jeg en samtale mellem to mennesker, der foregår, mens man er ved siden af hinanden. Det kan f.eks. være, når man sidder ved siden af hinanden i en bil, på en bænk, på samme side af mødebordet, i en sofa eller på en gåtur. Jeg er altså fortaler for, at man IKKE sidder overfor hinanden ved et skrivebord og har konstant øjenkontakt. Du skal så at sige være optaget af samtalen og af at lytte og derved lægge samtalepartnerens kropssprog og ansigtsudtryk lidt på hylden imens. Du kan tænke på nogle konkrete eksempler, hvor du måske har lagt mere mærke til den andens kropssprog og attitude? Ja, jeg var lige ved at skrive “modparten” netop fordi vi har en mødekultur, hvor vi bliver kaldt indkaldt til afdelingslederen, studievejlederen, jobsamtalen, eksamensbordet osv. hvor vi netop sidder OVERFOR dem, vi skal snakke med. I den situation er det ofte den anden, der har bukserne på: Afdelingslederen bestemmer måske, hvornår du må få sommerferie eller kan få afspadsering, studievejlederen på uddannelsesstedet har sandsynligvis en større viden end dig, om det du spørger om, til jobsamtalen nytter det ikke noget, at du bliver nummer to for så får du ikke jobbet, og ved det grønne eksamensbord har censor og lærer førertrøjen overfor eksaminanden (uanset at de forskirer dig om, at du skal tage det roligt). Vi oplever altså gennem hele livet – ligefra skole-hjem-samtalen i Folkeskolen til begravelsesforberedelserne hos præst og bedemand, at en samtale henover et bord med øjenkontakt ofte handler om en magtrelation, hvor du er den lille. Magtrelationen er asymmetrisk, ville en stor tænker som Foucault, kalde det.

En parallel samtale, hvor du går eller sidder ved siden af din samtalemakker, ophæver naturligvis ikke i sig selv magtrelationen, men den kan måske mindske følelsen af mindreværd. Den parallelle samtale skal naturligvis også kun bruges, når det giver mening. En afskedigelse inde hos chefen bliver ikke bedre af at foregå på en gåtur, ej heller tror jeg at ansættelsessamtaler er så lette at bløde op på. I uddannelses- og jobsammenhænge, hvor man ønsker at profitere af folks viden og kompetencer, er der dog uanede og uprøvede muligheder foran os.