Velfærdssamfundet skal opbygge fællesskaber, der kan fungere som social lim – for vi har ikke råd til at videreføre velfærdsstaten, som den er nu, mener den britiske forsker og entreprenør Hilary Cottam.

Den sociale entreprenør Hilary Cottam gav både det britiske og det danske ledighedssystem en opsang, da hun fremlagde sine tanker om velfærdssamfundets behandling af arbejdsløse og fattige. En vigtig pointe er, at 75 % af dem, vi kalder fattige i Storbritannien, faktisk har et arbejde: De er lavtlønnede og har måske flere jobs. ”Velfærdssamfundets idé bygger på, at bare vi har et arbejde, så har vi det ”okay”. Så hvis du er arbejdsløs, vil nogle i systemet hjælpe dig med at finde et arbejde,” sagde hun og fortsatte: ”Det engelske jobcentersystem er organiseret på nøjagtig samme måde som for 40 år siden – og 2/3 vender tilbage indenfor kort tid – det er vel ikke ligefrem en succes?”

Hilary Cottam er ophavsmand til begrebet ”relationel velfærd” – et begreb, der er blevet brugt som omdrejningspunkt for Joint Actions konferencer, heriblandt den seneste i juni 2017: ”Rethink Welfare”.[1]  Hendes projekter er bl.a. kendt for at lade borgeren selv udvælge sine behandlere eller medarbejdere for at fremme ideen om at tage ansvar for egen tilværelse.

Skift i arbejdsmarkedet

Ligesom det øvrige velfærdssystem er ved at sande til i specialiseringer, sker det samme indenfor jobcentersystemet, der ikke kan finde andet svar på udfordringerne på arbejdsmarkedet end flere spørgeskemaer, formularer og regler, der lever side om side uden koordinering eller logik for den enkelte ledige, mener hun. Det vil sige, at vi prøver ”at sætte medarbejdere” på enkeltgrupper: unge, der mangler uddannelse, handicappede der har specielle krav, jobskifterne der ikke rigtig får fodfæste og så videre. Resultatet bliver et utroligt kompliceret, dyrt og uigennemskueligt system.

”Som vi viste i går med det danske eksempel fra Roskilde (link: http://www.nextworks.dk/nextworks-for-unge.html), skal vi finde vendepunkter, så velfærdssamfundet kan udvikle sig og overleve i en anden, bedre og billigere version,” fortalte Hilary Cottam. ”Lad os vende tilbage til den vision der hedder: hvad er det gode liv for den enkelte borger, for sandheden er jo, at fremover er der ikke noget, der hedder ”et job for livet” – vi vil i gennemsnit have 8 jobs i løbet af vores karriere, så mange flere mennesker vil fremover opleve at skifte job, være ledige, uddanne sig på ny eller måtte skaffe sin andre kvalifikationer”.
Hilary Cottams procesbureau havde bl.a. fået opbakning fra en bydel i London til et projekt ved navn BACKR, hvor langtidsledige og andre brugere af jobcentersystemet kunne komme med til en ny start. (læs mere på : http://www.participle.net/employability)

”Arbejdsløshed ses som et økonomisk problem, men vi ved meget lidt om de socio-kulturelle konsekvenser af ledighed, så det ville vi gerne undersøge bl.a. gennem spørgeskemaer til de mennesker, der meldte sig til vores projekt. Derfor gik projektet i London ud på at give magten tilbage til de ledige f.eks. med en demonstration, hvor vi lavede skilte med teksten ” Jobcentret virker ikke – jeg tager selv kontrollen”. Projektet opsøgte arbejdspladser gennem små virksomheder og personlige kontakter frem for at bruge energi på annoncerede stillinger. Som ledig bliver dit netværk langsomt mindre og mindre, så det gælder om at opbygge et nyt på andre måder, var et af BACKRs pointer.

Spar penge på bedre indsatser

BACKR blev et fællesskab for jobsøgende, hvor både unge og gamle deltog frivilligt og lærte af hinanden.  Flertallet gjorde fremskridt i deres jobsøgning, og projektet blev prissat til at koste 20 procent af de eksisterende tilbud på jobcentrene. Projektet er evalueret af konsulenthuset PwC: . Og ligesom andre af Hilary Cottams projekter har vist, er en af konklusionerne, at netværksopbygning og personlige relationer nytter. Dilemmaet er, at du som fagprofessionel ikke bare kan give slip, men alligevel skal du tillade, at de deltagende borgere selv får mulighed for at tage styringen, så du som fagperson ikke overtager jobsøgningen.

”Vær ved deres side, men gør ikke arbejdet for dem! Du skal turde mærke, hvad der er det rigtige,” sagde Hilary Cottam blandt andet.

Denne artikel er en journalistisk bearbejdning af Cottams oplæg på andendagen af velfærdskonferencen ”Rethink Welfare”, afholdt i Aarhus juni 2017. Teksten er skrevet af Hanne Bros, der er journalist og proceskonsulent.

Du kan læse mere om projekterne i England her: http://www.participle.net/our-vision

Du kan læse mere om projektet i Roskilde 

 

Foto af Hillary Cottam er venligst udlånt af Janne Hjort