Omdrejningspunktet i Ole Sørensens key-note til velfærdskonferencen, ”Rethink Welfare 2017”, er hvad der skete, da han ”blev medlem af fjernsynet.” Her sigter han til, at et tv-hold fulgte ham som leder og medarbejder på det psykiatriske bosted Hjørnet på Langeland, over flere år. Udsendelserne blev vist i 2016, og du kan se, hvordan DR lancerede udsendelserne her: http://www.dr.dk/presse/rebellen-fra-langeland-ny-serie-paa-dr1

”Rebellen” nyder åbenlyst opmærksomheden og beundringen fra mange af ”Rethink Welfares” konferencedeltagere, der selv arbejder med mennesker og dokumentation. ”Jeg har ikke nogen dokumentation for succes – og jeg er heller ikke en belæst person – jeg har læst Jo Nesbøs samlede værker. Men efter jeg blev medlem af fjernsynet sidste år, tror folk, at jeg ved alt muligt,” fortæller Ole Sørensen og fortsætter: ”Men det gør heller ikke noget – for bare jeg kan profilere de psykisk syge, så de kan få et bedre liv, så er det i orden for mig.”
”Rebellen fra Langeland? – det er sjovt, at jeg bliver kaldt al den slags ting, når jeg insisterer på at behandle folk ordentligt.”

Ole Sørensens key-note bliver en skønsom blanding af praksiserfaringer, cases og politiske statements, krydret med historier fra hans lange arbejdsliv, som fjernsynet også uventet fik indflydelse på. Socialtilsyn Syd var ikke tilfreds med hans måde at håndtere hverken dokumentation, ledelsesrolle eller terapeutiske metoder på. Ole skrev bl.a. ”ASF” – Almindelig Sund Fornuft – ind som en metode, der var i brug i socialpsykiatrien på Langeland. Desuden indlogerede han borgere i telte, når der ikke var plads andre steder. For Ole Sørensen handler det om værdighed og respekt for de svage borgere, der godt kan være med til at bestemme selv. Han er derfor heller ikke meget for ”det nye sort” – risikovurdering – selvom han ved, at det bringer ham på kant med fagforeninger og lovgivning. ”Hvordan skal jeg lave relationsarbejde, når jeg skal risikovurdere folk først? Jeg risikovurderer jo hele tiden i hverdagen, men en fast procedure for risikovurdering skaber angst hos personalet,” lyder Ole Sørensens kontante udmelding.

”Når jeg kan mærke den sataniske lyst til at have magt, så ringer jeg til den vognmand, jeg har kørt for mange gange før,” fortæller Ole Sørensen. Så tager han en lastbiltur med en bred last af reservedele til vindmøller. En bred last, der kan skabe kø på vejene – og hvor det er ham, der bestemmer, hvornår bilisterne kan slippe forbi: ”Dét er fedt! Og det er ligesom en forløsning … så kan jeg vende tilbage til arbejdet igen.”