Har jobcentrene spillet fallit?

Velfærdssamfundet skal opbygge fællesskaber, der kan fungere som social lim – for vi har ikke råd til at videreføre velfærdsstaten, som den er nu, mener den britiske forsker og entreprenør Hilary Cottam.

Den sociale entreprenør Hilary Cottam gav både det britiske og det danske ledighedssystem en opsang, da hun fremlagde sine tanker om velfærdssamfundets behandling af arbejdsløse og fattige. En vigtig pointe er, at 75 % af dem, vi kalder fattige i Storbritannien, faktisk har et arbejde: De er lavtlønnede og har måske flere jobs. ”Velfærdssamfundets idé bygger på, at bare vi har et arbejde, så har vi det ”okay”. Så hvis du er arbejdsløs, vil nogle i systemet hjælpe dig med at finde et arbejde,” sagde hun og fortsatte: ”Det engelske jobcentersystem er organiseret på nøjagtig samme måde som for 40 år siden – og 2/3 vender tilbage indenfor kort tid – det er vel ikke ligefrem en succes?”

Hilary Cottam er ophavsmand til begrebet ”relationel velfærd” – et begreb, der er blevet brugt som omdrejningspunkt for Joint Actions konferencer, heriblandt den seneste i juni 2017: ”Rethink Welfare”.[1]  Hendes projekter er bl.a. kendt for at lade borgeren selv udvælge sine behandlere eller medarbejdere for at fremme ideen om at tage ansvar for egen tilværelse.

Skift i arbejdsmarkedet

Ligesom det øvrige velfærdssystem er ved at sande til i specialiseringer, sker det samme indenfor jobcentersystemet, der ikke kan finde andet svar på udfordringerne på arbejdsmarkedet end flere spørgeskemaer, formularer og regler, der lever side om side uden koordinering eller logik for den enkelte ledige, mener hun. Det vil sige, at vi prøver ”at sætte medarbejdere” på enkeltgrupper: unge, der mangler uddannelse, handicappede der har specielle krav, jobskifterne der ikke rigtig får fodfæste og så videre. Resultatet bliver et utroligt kompliceret, dyrt og uigennemskueligt system.

”Som vi viste i går med det danske eksempel fra Roskilde (link: http://www.nextworks.dk/nextworks-for-unge.html), skal vi finde vendepunkter, så velfærdssamfundet kan udvikle sig og overleve i en anden, bedre og billigere version,” fortalte Hilary Cottam. ”Lad os vende tilbage til den vision der hedder: hvad er det gode liv for den enkelte borger, for sandheden er jo, at fremover er der ikke noget, der hedder ”et job for livet” – vi vil i gennemsnit have 8 jobs i løbet af vores karriere, så mange flere mennesker vil fremover opleve at skifte job, være ledige, uddanne sig på ny eller måtte skaffe sin andre kvalifikationer”.
Hilary Cottams procesbureau havde bl.a. fået opbakning fra en bydel i London til et projekt ved navn BACKR, hvor langtidsledige og andre brugere af jobcentersystemet kunne komme med til en ny start. (læs mere på : http://www.participle.net/employability)

”Arbejdsløshed ses som et økonomisk problem, men vi ved meget lidt om de socio-kulturelle konsekvenser af ledighed, så det ville vi gerne undersøge bl.a. gennem spørgeskemaer til de mennesker, der meldte sig til vores projekt. Derfor gik projektet i London ud på at give magten tilbage til de ledige f.eks. med en demonstration, hvor vi lavede skilte med teksten ” Jobcentret virker ikke – jeg tager selv kontrollen”. Projektet opsøgte arbejdspladser gennem små virksomheder og personlige kontakter frem for at bruge energi på annoncerede stillinger. Som ledig bliver dit netværk langsomt mindre og mindre, så det gælder om at opbygge et nyt på andre måder, var et af BACKRs pointer.

Spar penge på bedre indsatser

BACKR blev et fællesskab for jobsøgende, hvor både unge og gamle deltog frivilligt og lærte af hinanden.  Flertallet gjorde fremskridt i deres jobsøgning, og projektet blev prissat til at koste 20 procent af de eksisterende tilbud på jobcentrene. Projektet er evalueret af konsulenthuset PwC: . Og ligesom andre af Hilary Cottams projekter har vist, er en af konklusionerne, at netværksopbygning og personlige relationer nytter. Dilemmaet er, at du som fagprofessionel ikke bare kan give slip, men alligevel skal du tillade, at de deltagende borgere selv får mulighed for at tage styringen, så du som fagperson ikke overtager jobsøgningen.

”Vær ved deres side, men gør ikke arbejdet for dem! Du skal turde mærke, hvad der er det rigtige,” sagde Hilary Cottam blandt andet.

Denne artikel er en journalistisk bearbejdning af Cottams oplæg på andendagen af velfærdskonferencen ”Rethink Welfare”, afholdt i Aarhus juni 2017. Teksten er skrevet af Hanne Bros, der er journalist og proceskonsulent.

Du kan læse mere om projekterne i England her: http://www.participle.net/our-vision

Du kan læse mere om projektet i Roskilde 

 

Foto af Hillary Cottam er venligst udlånt af Janne Hjort

Da rebellen blev medlem af fjernsynet

Omdrejningspunktet i Ole Sørensens key-note til velfærdskonferencen, ”Rethink Welfare 2017”, er hvad der skete, da han ”blev medlem af fjernsynet.” Her sigter han til, at et tv-hold fulgte ham som leder og medarbejder på det psykiatriske bosted Hjørnet på Langeland, over flere år. Udsendelserne blev vist i 2016, og du kan se, hvordan DR lancerede udsendelserne her: http://www.dr.dk/presse/rebellen-fra-langeland-ny-serie-paa-dr1

”Rebellen” nyder åbenlyst opmærksomheden og beundringen fra mange af ”Rethink Welfares” konferencedeltagere, der selv arbejder med mennesker og dokumentation. ”Jeg har ikke nogen dokumentation for succes – og jeg er heller ikke en belæst person – jeg har læst Jo Nesbøs samlede værker. Men efter jeg blev medlem af fjernsynet sidste år, tror folk, at jeg ved alt muligt,” fortæller Ole Sørensen og fortsætter: ”Men det gør heller ikke noget – for bare jeg kan profilere de psykisk syge, så de kan få et bedre liv, så er det i orden for mig.”
”Rebellen fra Langeland? – det er sjovt, at jeg bliver kaldt al den slags ting, når jeg insisterer på at behandle folk ordentligt.”

Ole Sørensens key-note bliver en skønsom blanding af praksiserfaringer, cases og politiske statements, krydret med historier fra hans lange arbejdsliv, som fjernsynet også uventet fik indflydelse på. Socialtilsyn Syd var ikke tilfreds med hans måde at håndtere hverken dokumentation, ledelsesrolle eller terapeutiske metoder på. Ole skrev bl.a. ”ASF” – Almindelig Sund Fornuft – ind som en metode, der var i brug i socialpsykiatrien på Langeland. Desuden indlogerede han borgere i telte, når der ikke var plads andre steder. For Ole Sørensen handler det om værdighed og respekt for de svage borgere, der godt kan være med til at bestemme selv. Han er derfor heller ikke meget for ”det nye sort” – risikovurdering – selvom han ved, at det bringer ham på kant med fagforeninger og lovgivning. ”Hvordan skal jeg lave relationsarbejde, når jeg skal risikovurdere folk først? Jeg risikovurderer jo hele tiden i hverdagen, men en fast procedure for risikovurdering skaber angst hos personalet,” lyder Ole Sørensens kontante udmelding.

”Når jeg kan mærke den sataniske lyst til at have magt, så ringer jeg til den vognmand, jeg har kørt for mange gange før,” fortæller Ole Sørensen. Så tager han en lastbiltur med en bred last af reservedele til vindmøller. En bred last, der kan skabe kø på vejene – og hvor det er ham, der bestemmer, hvornår bilisterne kan slippe forbi: ”Dét er fedt! Og det er ligesom en forløsning … så kan jeg vende tilbage til arbejdet igen.”