Tid til eksamen

Refleksionsark eller mindmaps er gode redskaber til at gøre sin opgave bedre.

Min nevø gjorde det, min skrivemakker gjorde det, jeg selv gjorde det: Tog en 3-4 kilo på i det halvår, hvor vi skulle skrive vores afgangseksamen. Den afsluttende bacheloropgave, kandidatspecialet eller afhandlingen kan være skøn at arbejde på eller nørde med i 3,4 eller 5 måneder – men ind i mellem trænger man til afveksling. Det kan være en ensom proces at afslutte en uddannelse, for det er ikke sikkert, at ens familie eller venner forstår, hvorfor i alverden man synes, at lige netop den problemformulering er SÅ interessant, at det kræver SÅ meget research, læsning og gennemskrivning.

Får du ikke den feedback, du har brug for, så se efter skriveværksteder og des lige på din uddannelsesinstitution. Eller vær selv proaktiv og saml en gruppe af specialestuderende omkring dig, der tør være ærlige og åbne om opgavens bump og glidebaner. I behøves absolut ikke skrive om det samme, gå på samme studieretning eller kende hinandens fagområder for at få gavn af hinanden. Kender du eller en anden til systemiske arbejdsmetoder, kan I udvælge en facilitator fra gang til gang og bruge f.eks. café-modellen til at arbejde ud fra. På den måde kan du måske få den inspiration, du savner for at komme videre med din opgave eller dit speciale.

Ordet workshop

Inden for den seneste uge har jeg haft to pudsige oplevelser med workshops – et ord, vi har fra engelsk: Værksted.

Personligt forventer jeg, at jeg bliver inddraget i foredraget eller undervisningen på en eller anden måde, hvis jeg har tilmeldt mig en workshop. Og i sidste uge havde jeg netop tilmeldt mig en workshop på Iværksættermessen i forventning om at blive personligt udfordret på overskriften: Motivation. Men ak, én gang på en time blev vi bedt om at vende os mod sidemanden og med vores kropssprog give udtryk for, hvordan vi så ud som henholdsvis motiverede og umotiverede personer – resten af showet var en powerpoint-præsentation. Underholdende nok, men slet ikke det jeg havde troet.

I samme uge var jeg til et seminar om stress, hvor en af deltagerne allerede gøs ved første runde: “Åh nej, det er forhåbentlig ikke en workshop, jeg har meldt mig til,” spurgte hun med rædsel i stemmen oplægsholderen. Han var smart og parere med et svar om, at vi vist alle lægger noget forskelligt i netop dette ord. Men for mig at se, så VAR seminaret faktisk en workshop: vi sad i en cirkel, vi skulle samtale to og to, i trio, skifte pladser, stå op, smide skoene og lave fysiske øvelser. Skønt! syntes jeg – og det tror jeg faktisk også den skeptiske mødedeltager endte med at mene. Aftenen var en god oplevelse, men jeg undrer mig over, hvorfor arrangementet var blevet solgt som et seminar.

Det er tydeligt, at vi stiller forskellige forventninger til glosen workshop – og hvad en sådan seance indeholder.