Samtale side om side

Som mentor og vejleder har jeg til opgave at få mennesker til at føle sig trygge, så de tør sige det, der ligger dem allermest på sinde: Det pinagtige, det flove, det irriterende, det pinlige – alt det man tror alle andre mennesker, kollegaer og naboer har styr på i deres tilværelse. Det kan handle om så forskellige ting som en fyring, skriveblokering, eksamensangst, skilsmisse, misbrug eller dårlig økonomi, men fælles for temaerne er, at det kan være svært at snakke med andre om. Familie og venner er fulde af gode råd eller medlidenhed, men det er ikke altid kun det, man har brug for, når livet byder på transition. I overgange mellem forskellige faser bliver vi som mennesker udfordret på vores identitet, så en samtale med en neutral vejleder, coach eller rådgiver, der netop ikke kender dig personligt, kan være en hjælp og en øjenåbner.

Med den parallelle samtale mener jeg en samtale mellem to mennesker, der foregår, mens man er ved siden af hinanden. Det kan f.eks. være, når man sidder ved siden af hinanden i en bil, på en bænk, på samme side af mødebordet, i en sofa eller på en gåtur. Jeg er altså fortaler for, at man IKKE sidder overfor hinanden ved et skrivebord og har konstant øjenkontakt. Du skal så at sige være optaget af samtalen og af at lytte og derved lægge samtalepartnerens kropssprog og ansigtsudtryk lidt på hylden imens. Du kan tænke på nogle konkrete eksempler, hvor du måske har lagt mere mærke til den andens kropssprog og attitude? Ja, jeg var lige ved at skrive “modparten” netop fordi vi har en mødekultur, hvor vi bliver kaldt indkaldt til afdelingslederen, studievejlederen, jobsamtalen, eksamensbordet osv. hvor vi netop sidder OVERFOR dem, vi skal snakke med. I den situation er det ofte den anden, der har bukserne på: Afdelingslederen bestemmer måske, hvornår du må få sommerferie eller kan få afspadsering, studievejlederen på uddannelsesstedet har sandsynligvis en større viden end dig, om det du spørger om, til jobsamtalen nytter det ikke noget, at du bliver nummer to for så får du ikke jobbet, og ved det grønne eksamensbord har censor og lærer førertrøjen overfor eksaminanden (uanset at de forskirer dig om, at du skal tage det roligt). Vi oplever altså gennem hele livet – ligefra skole-hjem-samtalen i Folkeskolen til begravelsesforberedelserne hos præst og bedemand, at en samtale henover et bord med øjenkontakt ofte handler om en magtrelation, hvor du er den lille. Magtrelationen er asymmetrisk, ville en stor tænker som Foucault, kalde det.

En parallel samtale, hvor du går eller sidder ved siden af din samtalemakker, ophæver naturligvis ikke i sig selv magtrelationen, men den kan måske mindske følelsen af mindreværd. Den parallelle samtale skal naturligvis også kun bruges, når det giver mening. En afskedigelse inde hos chefen bliver ikke bedre af at foregå på en gåtur, ej heller tror jeg at ansættelsessamtaler er så lette at bløde op på. I uddannelses- og jobsammenhænge, hvor man ønsker at profitere af folks viden og kompetencer, er der dog uanede og uprøvede muligheder foran os.

Tid til eksamen

Refleksionsark eller mindmaps er gode redskaber til at gøre sin opgave bedre.

Min nevø gjorde det, min skrivemakker gjorde det, jeg selv gjorde det: Tog en 3-4 kilo på i det halvår, hvor vi skulle skrive vores afgangseksamen. Den afsluttende bacheloropgave, kandidatspecialet eller afhandlingen kan være skøn at arbejde på eller nørde med i 3,4 eller 5 måneder – men ind i mellem trænger man til afveksling. Det kan være en ensom proces at afslutte en uddannelse, for det er ikke sikkert, at ens familie eller venner forstår, hvorfor i alverden man synes, at lige netop den problemformulering er SÅ interessant, at det kræver SÅ meget research, læsning og gennemskrivning.

Får du ikke den feedback, du har brug for, så se efter skriveværksteder og des lige på din uddannelsesinstitution. Eller vær selv proaktiv og saml en gruppe af specialestuderende omkring dig, der tør være ærlige og åbne om opgavens bump og glidebaner. I behøves absolut ikke skrive om det samme, gå på samme studieretning eller kende hinandens fagområder for at få gavn af hinanden. Kender du eller en anden til systemiske arbejdsmetoder, kan I udvælge en facilitator fra gang til gang og bruge f.eks. café-modellen til at arbejde ud fra. På den måde kan du måske få den inspiration, du savner for at komme videre med din opgave eller dit speciale.

Ordet workshop

Inden for den seneste uge har jeg haft to pudsige oplevelser med workshops – et ord, vi har fra engelsk: Værksted.

Personligt forventer jeg, at jeg bliver inddraget i foredraget eller undervisningen på en eller anden måde, hvis jeg har tilmeldt mig en workshop. Og i sidste uge havde jeg netop tilmeldt mig en workshop på Iværksættermessen i forventning om at blive personligt udfordret på overskriften: Motivation. Men ak, én gang på en time blev vi bedt om at vende os mod sidemanden og med vores kropssprog give udtryk for, hvordan vi så ud som henholdsvis motiverede og umotiverede personer – resten af showet var en powerpoint-præsentation. Underholdende nok, men slet ikke det jeg havde troet.

I samme uge var jeg til et seminar om stress, hvor en af deltagerne allerede gøs ved første runde: “Åh nej, det er forhåbentlig ikke en workshop, jeg har meldt mig til,” spurgte hun med rædsel i stemmen oplægsholderen. Han var smart og parere med et svar om, at vi vist alle lægger noget forskelligt i netop dette ord. Men for mig at se, så VAR seminaret faktisk en workshop: vi sad i en cirkel, vi skulle samtale to og to, i trio, skifte pladser, stå op, smide skoene og lave fysiske øvelser. Skønt! syntes jeg – og det tror jeg faktisk også den skeptiske mødedeltager endte med at mene. Aftenen var en god oplevelse, men jeg undrer mig over, hvorfor arrangementet var blevet solgt som et seminar.

Det er tydeligt, at vi stiller forskellige forventninger til glosen workshop – og hvad en sådan seance indeholder.