Samtale side om side

Som mentor og vejleder har jeg til opgave at få mennesker til at føle sig trygge, så de tør sige det, der ligger dem allermest på sinde: Det pinagtige, det flove, det irriterende, det pinlige – alt det man tror alle andre mennesker, kollegaer og naboer har styr på i deres tilværelse. Det kan handle om så forskellige ting som en fyring, skriveblokering, eksamensangst, skilsmisse, misbrug eller dårlig økonomi, men fælles for temaerne er, at det kan være svært at snakke med andre om. Familie og venner er fulde af gode råd eller medlidenhed, men det er ikke altid kun det, man har brug for, når livet byder på transition. I overgange mellem forskellige faser bliver vi som mennesker udfordret på vores identitet, så en samtale med en neutral vejleder, coach eller rådgiver, der netop ikke kender dig personligt, kan være en hjælp og en øjenåbner.

Med den parallelle samtale mener jeg en samtale mellem to mennesker, der foregår, mens man er ved siden af hinanden. Det kan f.eks. være, når man sidder ved siden af hinanden i en bil, på en bænk, på samme side af mødebordet, i en sofa eller på en gåtur. Jeg er altså fortaler for, at man IKKE sidder overfor hinanden ved et skrivebord og har konstant øjenkontakt. Du skal så at sige være optaget af samtalen og af at lytte og derved lægge samtalepartnerens kropssprog og ansigtsudtryk lidt på hylden imens. Du kan tænke på nogle konkrete eksempler, hvor du måske har lagt mere mærke til den andens kropssprog og attitude? Ja, jeg var lige ved at skrive “modparten” netop fordi vi har en mødekultur, hvor vi bliver kaldt indkaldt til afdelingslederen, studievejlederen, jobsamtalen, eksamensbordet osv. hvor vi netop sidder OVERFOR dem, vi skal snakke med. I den situation er det ofte den anden, der har bukserne på: Afdelingslederen bestemmer måske, hvornår du må få sommerferie eller kan få afspadsering, studievejlederen på uddannelsesstedet har sandsynligvis en større viden end dig, om det du spørger om, til jobsamtalen nytter det ikke noget, at du bliver nummer to for så får du ikke jobbet, og ved det grønne eksamensbord har censor og lærer førertrøjen overfor eksaminanden (uanset at de forskirer dig om, at du skal tage det roligt). Vi oplever altså gennem hele livet – ligefra skole-hjem-samtalen i Folkeskolen til begravelsesforberedelserne hos præst og bedemand, at en samtale henover et bord med øjenkontakt ofte handler om en magtrelation, hvor du er den lille. Magtrelationen er asymmetrisk, ville en stor tænker som Foucault, kalde det.

En parallel samtale, hvor du går eller sidder ved siden af din samtalemakker, ophæver naturligvis ikke i sig selv magtrelationen, men den kan måske mindske følelsen af mindreværd. Den parallelle samtale skal naturligvis også kun bruges, når det giver mening. En afskedigelse inde hos chefen bliver ikke bedre af at foregå på en gåtur, ej heller tror jeg at ansættelsessamtaler er så lette at bløde op på. I uddannelses- og jobsammenhænge, hvor man ønsker at profitere af folks viden og kompetencer, er der dog uanede og uprøvede muligheder foran os.

Tid til eksamen

Refleksionsark eller mindmaps er gode redskaber til at gøre sin opgave bedre.

Min nevø gjorde det, min skrivemakker gjorde det, jeg selv gjorde det: Tog en 3-4 kilo på i det halvår, hvor vi skulle skrive vores afgangseksamen. Den afsluttende bacheloropgave, kandidatspecialet eller afhandlingen kan være skøn at arbejde på eller nørde med i 3,4 eller 5 måneder – men ind i mellem trænger man til afveksling. Det kan være en ensom proces at afslutte en uddannelse, for det er ikke sikkert, at ens familie eller venner forstår, hvorfor i alverden man synes, at lige netop den problemformulering er SÅ interessant, at det kræver SÅ meget research, læsning og gennemskrivning.

Får du ikke den feedback, du har brug for, så se efter skriveværksteder og des lige på din uddannelsesinstitution. Eller vær selv proaktiv og saml en gruppe af specialestuderende omkring dig, der tør være ærlige og åbne om opgavens bump og glidebaner. I behøves absolut ikke skrive om det samme, gå på samme studieretning eller kende hinandens fagområder for at få gavn af hinanden. Kender du eller en anden til systemiske arbejdsmetoder, kan I udvælge en facilitator fra gang til gang og bruge f.eks. café-modellen til at arbejde ud fra. På den måde kan du måske få den inspiration, du savner for at komme videre med din opgave eller dit speciale.

Har jobcentrene spillet fallit?

Velfærdssamfundet skal opbygge fællesskaber, der kan fungere som social lim – for vi har ikke råd til at videreføre velfærdsstaten, som den er nu, mener den britiske forsker og entreprenør Hilary Cottam.

Den sociale entreprenør Hilary Cottam gav både det britiske og det danske ledighedssystem en opsang, da hun fremlagde sine tanker om velfærdssamfundets behandling af arbejdsløse og fattige. En vigtig pointe er, at 75 % af dem, vi kalder fattige i Storbritannien, faktisk har et arbejde: De er lavtlønnede og har måske flere jobs. ”Velfærdssamfundets idé bygger på, at bare vi har et arbejde, så har vi det ”okay”. Så hvis du er arbejdsløs, vil nogle i systemet hjælpe dig med at finde et arbejde,” sagde hun og fortsatte: ”Det engelske jobcentersystem er organiseret på nøjagtig samme måde som for 40 år siden – og 2/3 vender tilbage indenfor kort tid – det er vel ikke ligefrem en succes?”

Hilary Cottam er ophavsmand til begrebet ”relationel velfærd” – et begreb, der er blevet brugt som omdrejningspunkt for Joint Actions konferencer, heriblandt den seneste i juni 2017: ”Rethink Welfare”.[1]  Hendes projekter er bl.a. kendt for at lade borgeren selv udvælge sine behandlere eller medarbejdere for at fremme ideen om at tage ansvar for egen tilværelse.

Skift i arbejdsmarkedet

Ligesom det øvrige velfærdssystem er ved at sande til i specialiseringer, sker det samme indenfor jobcentersystemet, der ikke kan finde andet svar på udfordringerne på arbejdsmarkedet end flere spørgeskemaer, formularer og regler, der lever side om side uden koordinering eller logik for den enkelte ledige, mener hun. Det vil sige, at vi prøver ”at sætte medarbejdere” på enkeltgrupper: unge, der mangler uddannelse, handicappede der har specielle krav, jobskifterne der ikke rigtig får fodfæste og så videre. Resultatet bliver et utroligt kompliceret, dyrt og uigennemskueligt system.

”Som vi viste i går med det danske eksempel fra Roskilde (link: http://www.nextworks.dk/nextworks-for-unge.html), skal vi finde vendepunkter, så velfærdssamfundet kan udvikle sig og overleve i en anden, bedre og billigere version,” fortalte Hilary Cottam. ”Lad os vende tilbage til den vision der hedder: hvad er det gode liv for den enkelte borger, for sandheden er jo, at fremover er der ikke noget, der hedder ”et job for livet” – vi vil i gennemsnit have 8 jobs i løbet af vores karriere, så mange flere mennesker vil fremover opleve at skifte job, være ledige, uddanne sig på ny eller måtte skaffe sin andre kvalifikationer”.
Hilary Cottams procesbureau havde bl.a. fået opbakning fra en bydel i London til et projekt ved navn BACKR, hvor langtidsledige og andre brugere af jobcentersystemet kunne komme med til en ny start. (læs mere på : http://www.participle.net/employability)

”Arbejdsløshed ses som et økonomisk problem, men vi ved meget lidt om de socio-kulturelle konsekvenser af ledighed, så det ville vi gerne undersøge bl.a. gennem spørgeskemaer til de mennesker, der meldte sig til vores projekt. Derfor gik projektet i London ud på at give magten tilbage til de ledige f.eks. med en demonstration, hvor vi lavede skilte med teksten ” Jobcentret virker ikke – jeg tager selv kontrollen”. Projektet opsøgte arbejdspladser gennem små virksomheder og personlige kontakter frem for at bruge energi på annoncerede stillinger. Som ledig bliver dit netværk langsomt mindre og mindre, så det gælder om at opbygge et nyt på andre måder, var et af BACKRs pointer.

Spar penge på bedre indsatser

BACKR blev et fællesskab for jobsøgende, hvor både unge og gamle deltog frivilligt og lærte af hinanden.  Flertallet gjorde fremskridt i deres jobsøgning, og projektet blev prissat til at koste 20 procent af de eksisterende tilbud på jobcentrene. Projektet er evalueret af konsulenthuset PwC: . Og ligesom andre af Hilary Cottams projekter har vist, er en af konklusionerne, at netværksopbygning og personlige relationer nytter. Dilemmaet er, at du som fagprofessionel ikke bare kan give slip, men alligevel skal du tillade, at de deltagende borgere selv får mulighed for at tage styringen, så du som fagperson ikke overtager jobsøgningen.

”Vær ved deres side, men gør ikke arbejdet for dem! Du skal turde mærke, hvad der er det rigtige,” sagde Hilary Cottam blandt andet.

Denne artikel er en journalistisk bearbejdning af Cottams oplæg på andendagen af velfærdskonferencen ”Rethink Welfare”, afholdt i Aarhus juni 2017. Teksten er skrevet af Hanne Bros, der er journalist og proceskonsulent.

Du kan læse mere om projekterne i England her: http://www.participle.net/our-vision

Du kan læse mere om projektet i Roskilde 

 

Foto af Hillary Cottam er venligst udlånt af Janne Hjort

Da rebellen blev medlem af fjernsynet

Omdrejningspunktet i Ole Sørensens key-note til velfærdskonferencen, ”Rethink Welfare 2017”, er hvad der skete, da han ”blev medlem af fjernsynet.” Her sigter han til, at et tv-hold fulgte ham som leder og medarbejder på det psykiatriske bosted Hjørnet på Langeland, over flere år. Udsendelserne blev vist i 2016, og du kan se, hvordan DR lancerede udsendelserne her: http://www.dr.dk/presse/rebellen-fra-langeland-ny-serie-paa-dr1

”Rebellen” nyder åbenlyst opmærksomheden og beundringen fra mange af ”Rethink Welfares” konferencedeltagere, der selv arbejder med mennesker og dokumentation. ”Jeg har ikke nogen dokumentation for succes – og jeg er heller ikke en belæst person – jeg har læst Jo Nesbøs samlede værker. Men efter jeg blev medlem af fjernsynet sidste år, tror folk, at jeg ved alt muligt,” fortæller Ole Sørensen og fortsætter: ”Men det gør heller ikke noget – for bare jeg kan profilere de psykisk syge, så de kan få et bedre liv, så er det i orden for mig.”
”Rebellen fra Langeland? – det er sjovt, at jeg bliver kaldt al den slags ting, når jeg insisterer på at behandle folk ordentligt.”

Ole Sørensens key-note bliver en skønsom blanding af praksiserfaringer, cases og politiske statements, krydret med historier fra hans lange arbejdsliv, som fjernsynet også uventet fik indflydelse på. Socialtilsyn Syd var ikke tilfreds med hans måde at håndtere hverken dokumentation, ledelsesrolle eller terapeutiske metoder på. Ole skrev bl.a. ”ASF” – Almindelig Sund Fornuft – ind som en metode, der var i brug i socialpsykiatrien på Langeland. Desuden indlogerede han borgere i telte, når der ikke var plads andre steder. For Ole Sørensen handler det om værdighed og respekt for de svage borgere, der godt kan være med til at bestemme selv. Han er derfor heller ikke meget for ”det nye sort” – risikovurdering – selvom han ved, at det bringer ham på kant med fagforeninger og lovgivning. ”Hvordan skal jeg lave relationsarbejde, når jeg skal risikovurdere folk først? Jeg risikovurderer jo hele tiden i hverdagen, men en fast procedure for risikovurdering skaber angst hos personalet,” lyder Ole Sørensens kontante udmelding.

”Når jeg kan mærke den sataniske lyst til at have magt, så ringer jeg til den vognmand, jeg har kørt for mange gange før,” fortæller Ole Sørensen. Så tager han en lastbiltur med en bred last af reservedele til vindmøller. En bred last, der kan skabe kø på vejene – og hvor det er ham, der bestemmer, hvornår bilisterne kan slippe forbi: ”Dét er fedt! Og det er ligesom en forløsning … så kan jeg vende tilbage til arbejdet igen.”

Mentoren – den frelsende engel?

Dagbladet Information havde en artikelserie om mentorrollen for nogle år tilbage. Det faldt sammen med, at jeg begyndte at køre som social mentor for KC Kurser – et firma i Nordsjælland, der lader sig hyre af kommunerne til at mentorere på borgere, der skal i arbejde el.lign.

Det udegående arbejde har været et vendepunkt for min egen karriere, men mere interessant er det jo, “om det virker”. Det er også udgangspunktet for artiklerne i Information, der bl.a. sætter spørgsmålstegn om kommunerne har styr på dokumentation og virkningen.

Se f.eks. denne leder:

I 2017 udgav STAR, der er en statslig styrelse, der holder øje med arbejdsmarkedet, en rapport om kommunernes brug af mentor som eneste indsats. Interessant læsning for den, der vil vide mere om virkningen.